Hun havde været praktiserende psykolog i en del år, og selvom mange af hendes klienter kom med personlige problemer, endte det ofte med, at de også var nødt til at tale om problemer i deres parforhold, så hun var lige så meget parterapeut, som hun var psykolog.
Hun brød sig ikke så meget om de tunge klienter, dem der fx havde traumatiske oplevelser fra barndommen, for forløbene var ofte meget langvarige, og fremskridtene kunne være svære at se. Hun kunne derimod rigtig godt lide forløb med par, der havde problemer indbyrdes, fordi der var meget mere dynamik i den slags forløb, de var kortere, og fremskridtene var hurtigere at få øje på end ved mange af de individuelle klienter.
Hun havde derfor overvejet helt at undlade at kalde sig psykolog, men udelukkende kalde sig parterapeut, for kun at tiltrække den slags klienter. I psykolog-kredse var det ikke så fint at kalde sig noget med terapeut, fordi det lugtede af uautoriseret uddannelse og alternativ behandling, og det ville hun også gerne selv distancere sig fra. Men hun kunne jo skrive “parterapi v. autoriseret psykolog …”, eller noget i den stil.
Hun regnede med, at der ville være nok klienter alligevel, hvis hun bare arbejdede som parterapeut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar